”Om 100 år er alting glemt”. Det er sådan noget, man siger.

Min kone og jeg kom hertil første gang en majdag i 2005. Annebergparken er umådelig køn i maj. Lindetræerne springer ud i maj, græsset står lysegrønt igen efter en lang vinter, tjørne- og bøgehække har ranket ryggen efter kuldens tryk.

Vi købte et hus og flyttede ind og fandt ud af, at Annebergparken er umådelig køn også resten af året. Isefjorden ligger mod øst, Mosbyvej-naboerne og markerne har vi mod syd og vest, Grønnehave Skov og Nykøbing rammer havebyen ind mod nord.

Her på området har nogle indsatte – og i overført betydning også nogle ansatte – levet næsten hele deres liv, og i virkeligheden er her stadig alt det, vi har brug for: lys og luft, plads til børn og unge og voksne og ældre, plads til gåture og løbeture og badeture og skovture, plads til at være alene og plads til at være sammen.

Kig ned, se moseløkke-chausséstenene fra den bornholmske granit. De er selvfølgelig dyrere end alle de andre chaussesten, det er klart, men de går nu heller aldrig i stykker, og det gør de 8 cm tykke temmelig tunge 60×60 cm store kørebanefliser også ret sjældent. Vi er omgivet af robuste materialer.

Se op, se ud, parken er en katedral. Du skal plante et træ, du skal gøre en gerning, som lever når du går i knæ. Se sadeltage, platantræer, dronningebuske, pyramidepopler, zinkflunker, vingeteglsten, fyldningsdøre. Se vindrueranker, ægte kastanjer, kvædetræer, smag på morbærtræets frugter i Administrationscentrets have.

Jeg elsker de gule farver, i alle de afskygninger der er, sart i sol, de våde gule nuancer efter regn, gul i skygge, gammelgul, ny gul. De tykke, tykke mures særlige stoflighed trækker mig dagligt ind i nye verdener. De svenskrøde, de sortblå og de jægergrønne flader spiller med. Der er også det afstemte samspil mellem Grønnegården i midten og det gule rundt omkring. Det her er ikke et sted, hvor tilfældigheder råder.

Jeg elsker det rolige, ensartede udtryk, de afstemte bygningskroppe, Bedre Byggeskik-symmetrien, mandsbygningerne der spejler sig i kvindebygningerne. Når vi kører ind af disse porte, cykler op ad den allé, så sker dét, når vi kommer ud af Grønnehave Skov, og når vi træder ind, tager skridtet, at roen falder over en.

Men det harmoniske bliver aldrig kedeligt. Øjet falder på de dygtige og dejlige detaljer over døre, vinduernes rene håndlavede glas, kernetræet der – med knofedt på selv de mest forsømte bygninger – kan gøres klar til 100 år mere.

Her er private fællesveje, vi selv holder fri for sne, her har vi vores egne gadelamper, hvor flere af dem gennem tiden er blevet kørt ned ad store lastbiler, fordi området basalt set er bygget til hestevogne og fodtrafik, fx er der ikke nogen parkeringspladser til biler foran festsalen, sådan er den ikke tænkt.

Vi prøver at tænke os om. Vi står med et ret stort ansvar, det er et af Danmarks fineste anlæg. Der ligger stadig en opgave i at forstå området, også for os, der bor her, det er en daglig kamp for at beskytte det mod små og store utilsigtede handlinger, bevare sammenhæng og helhed og historie, værdsætte fællesarealernes betydning, være opmærksom på hvad området kan rumme og ikke rumme, sende Annebergparken ind i fremtiden, hvilket fibernet er en del af, give den fredede allé fred, se frugtplantagetræer præge de indre og ydre områder igen.

Der er nogen, der har tænkt sig om dengang, foræret os en tidsrejse, de 100 år er lige omkring os, vi sidder lige her i førerhuset i forsamlingshuset i festsalen, hvor går turen mon hen nu? Det har været festligt her i dag. Tak fordi I kom. Lad os udråbe tre korte og et langt hurra for Annebergparken —. Kom godt hjem alle sammen.

Thure Jørgensen, formand for GF Annebergparken, 15. november 2015