Jeg har også kun min moders jævne stemme. Og det er lige tilpas.

Hvor mange gange har jeg ikke kigget ind gennem smukke hvide sprossede vinduer i tomme bygninger og forsøgt at forestille mig, hvilket levet liv der har været derinde: i brandstationen, i musikterapien, i fritidscentret, i administrationsbygningen, i sanatoriet, i mands villa, i kapellet, i kirken.

Nogle gange har jeg kigget ind i de tomme rum og har måtte udfylde tomrummet selv med billeder, dufte og lyde. Andre gange er jeg blevet hjulpet på vej af en reol med bøger, en solid slidt stol, en efterladt skråskriftbesked på en falmet væg.

Ovre i forvalterboligen er Gudrun Triers blomster- og frugtbilleder på dørene bevaret, I skulle tage at se dem, de sender sindet på en rejse i tiden. Det er det, det her sted kan.

I brandstationen står gamle håndsprøjter blandet med brandsprøjter, hvor der mangler en hest. Der mangler en hest til at trække dem væk, ud i parken, ud til en brand, ud til noget ild. Der mangler en hest. Hestene er væk. Søjlerne ved indgangen til Annebergparken mellem portnerboligen og vægterboligen har engang stået tættere sammen. Det tænker jeg på, hver gang jeg kører igennem i bil og møder en anden bil lige dér, lige midt mellem søjlerne. Afstanden var beregnet til hestevognskørsel, der var plads til én hestevogn.

30 meter væk fra denne talerstol på værkstedet er snedker- og tømrermaskinerne, sømmet og skruet og boltet fast for årtier siden i det gule gulv, på vej på marked. De skal sælges. I kantinen har man fjernet alle møblerne nu, de skal på Lauritz.com. Det gælder også lamperne, der hang over bordene, de var arkitekttegnede, de er væk. Go’ tur.

Her i kirken har man holdt nallerne væk. Det er et helligt rum. Ingen har haft den frækhed at fjerne kirkebænkene, pille alteret ned, sælge orglet. Hvor er det herligt at mødes her og mærke stemningen sammen, der er gået 100 år præcis i dag siden indvielsen, og det er formentlig ikke alverden i murene og i træværket, der er ændret fra dengang. Det er os, der er det nye.

Alle de smukke, gamle bygninger udenfor – mellem Grønnehave Skov og markerne bag Mosbyvej, mellem Isefjordens gråblå bølger og de grønne granplantager mod vest – er fredede eller bevaringsværdige, men ikke hellige. Og det er ok. Sådan skal det også være. Der er ikke brug for håndsprøjter mere, vi har ikke små brande i 2016. Der er ikke brug for skråskrift mere, ingen kan læse den. Der er ikke brug for et træværksted – når plasticstolen går i stykker, køber vi en ny.

Men vi kunne godt lære et eller andet af dette kirkerum og af disse røde sten og af disse gulpudsede gavle og af disse kernetræsvinduer, for hør, hvad de siger til os: slib ned, puds op, mal igen, så holder det 10 år til, 100 år mere; renover med respekt, så sætter du dit eget fordærv i relief, så holder tiden med dig, så tager du også din egen tid alvorligt, så husker historien os som fulde sætninger og ikke tomme parenteser.

Tillykke med de 100 år, kære kirke, hvor passende at du er åben i dag, og i denne tid, til at minde os om, hvilke tidsløse og uvurderlige omgivelser, vi bor i.

”Annebergparken er et gammelt hus, står, om end tårnene falde”.

Tak for ordet.

Thure Jørgensen, fmd. GF Annebergparken